Evangelines Genvordigheder

Jeg vilde saa gerne vide, om det er morsomt at være en Eventyrerske, for det er øjensynligt det, jeg nu maa blive. Jeg har læst alt muligt om det i en Bog; det er at se godt ud, og ikke at have noget at leve af, og dog have Fornøjelse af Livet — og det har jeg i Sinde! Jeg har ganske vist ingenting at leve af, for man kan ikke regne 300 Pund om Aaret for noget videre — jeg er overordentlig køn, og jeg véd det godt, og jeg forstaar at sætte mit Haar og tage mine Hatte paa og den Slags Ting, saa jeg er naturligvis Eventyrerske! Jeg var ikke bestemt til at spille den Rolle. — Fru Carruthers adopterede mig for at efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving, som skulde arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke skrev et ordentligt Testamente — derfor er det, at det Menneske skal have alt, og jeg ingenting.

Jeg er tyve Aar, og lige indtil forrige Uge, da Fru Carruthers blev syg og døde paa én og samme Dag, havde jeg det sommetider meget behageligt, naar hun var i godt Humør.

Det kan ikke nytte at lade, som om man kan lide Folk, fordi de er døde, naar man vil skrive sine virkelige Tanker. For det meste hadede jeg Fru Carruthers. Det var ganske umuligt at gøre hende tilpas. Hun havde ikke Begreb om Retfærdighed, eller om noget andet end sin egen Bekvemmelighed, og om hvor meget andre Mennesker kunde bidrage til hendes Fornøjelse.

Grunden til, at hun i det hele taget kom til at gøre noget for mig, var den, at hun havde været forelsket i Papa, og da han giftede sig med stakkels Mama — som slet ingen Familie havde — og saa døde, tilbød hun at tage mig til sig og opdrage mig, bare for at ærgre Mama, fortalte hun mig ofte. Da jeg kun var fire Aar, havde jeg ikke noget at sige i den Sag, og hvis Mama havde Lyst til at give Afkald paa mig, blev det jo hendes Sag. Mamas Fader var Lord og hendes Moder jeg véd ikke hvem, og de havde ikke gjort sig den Ulejlighed at blive gifte, det var derfor, at stakkels Mama slet ingen Slægtninge havde. Da Papa var død, giftede hun sig med en Officer og rejste til Indien og døde, og jeg saá hende aldrig mere — og saadan gaar det til, at der ikke er en Sjæl i Verden, som kommer mig ved, eller som interesserer sig for mig, saa jeg kan ikke gøre for, at jeg er en Eventyrerske og kun tænker paa mig selv, kan jeg vel?