scharling

Da i sin Tid „Nøddebo Præstegaard“ dukkede op for min Phantasi i sine allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske Arbeide („Moderne Christendom“, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at „Nøddebo Præstegaard“ skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa „de Brædder, som betydeVerden“. Dette skete mange Aar senere — Bogen havde alt fejret sit Jubilæum — og uden nogensomhelst Foranledning eller Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske Ansvar for Bearbeidelsen.

Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i „Berlingske Tidende“ og „Dagbladet“ (17—18 October 1888). Men nu begyndte Røret først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse. Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at maatte bearbeide „Nøddebo Præstegaard“ for Scenen. Heller ikke her blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus. Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at „Nøddebo Præstegaard“ fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i Aarenes Løb har erhvervet sig.

Oktober 1889.